Sådan gik det, da Klaus løb sit første marathon!

12-thumb

Amsterdam Marathon blev en lige så fed oplevelse som håbet – om end det endte med at gøre rigtig ondt.

Af: Klaus Bach Christensen

TCS Amsterdam Marathon 2019 blev første gang, jeg løb de magiske 42,195 kilometer. Du får her et review af, hvordan det gik.

Dagen startede perfekt. Jeg havde sovet rigtig godt, og jeg fik fyldt maven med en god portion morgenmad. Kroppen føltes let og frisk, omend jeg kunne mærke adrenalinen komme snigende. Sådan er det altid, når jeg har noget på spil. I dette tilfælde var det en tid så tæt som muligt på 2.40.00, jeg havde meldt ud til mine venner i løbefællesskabet Run for Aarhus og på min Instagram. I timerne op til løbet forsøgte jeg at drikke rigeligt med vand. Om det var det, der var årsag til at min blære endnu en gang var fuld, da jeg stod i startboksen på den Olympiske Stadion, ved jeg ikke, men problemet var, at det ikke var muligt at komme på toilettet. 20 minutter til start – det var længe! Tiden gik, og startskuddet lød. Eliteløberne løb afsted, og cirka to minutter senere passerede jeg startstregen. Efter slalomløb de første 8 kilometer tyngede det ud i flokken, og jeg fandt ind i en god rytme. De første 10 kilometer passerede jeg i tiden 38.01. De næste godt 10 kilometer mindede meget om ruten rundt om Brabrand Sø i Aarhus eller Vestamager. Ruten var fald som en pandekage, men det centrale af Amsterdam og byens mange tilskuere var nu erstattet af marker og træer. Det værste var dog ikke de kedelige omgivelser, men at blæren trykkede mere og mere.

Tidtagningen ved 21,1 kilometer passerede jeg i tiden 1.20.07. Perfekt og lige efter planen i forhold til at løbe en tid på omkring 2.40.00. En håndfuld kilometer senere måtte jeg dog overgive mig til min blæres trykken. Jeg stopper og tisser. Mine kammerater, Jacob og Ricki, fortsætter i vores aftalte pace. Lynhurtigt er jeg tilbage på ruten. Mine ben og krop har det stadigvæk rigtig fint, og jeg er propfyldt med overskud. Hold op det var dejligt at tisse! Rusen fører til, at jeg beslutter mig for at indhente mine kammerater – også selvom jeg er blevet fortalt, at det er alt for tidligt at sætte en spurt ind ved 26 kilometer. Efter et par meget hurtige kilometer i HM-pace, connecter jeg med mine venner, lige inden vi passerer 30 kilometer. Om det var min indlagte spurt, min fyldte blære eller manglende marathontræning ved jeg ikke, men med 8-9 kilometer til mål, går klappen ned. Alt energi og mentalt overskud er væk. Ufrivilligt og totalt magtesløs ser jeg, at min fart bare falder og falder. De næste kilometer er de hårdeste, jeg har løbet i mit liv. Omvendt er det også de kilometer, som jeg efterfølgende ser tilbage på med mest stolthed. I stedet for at gå helt ned med flaget får jeg kæmpet mig tilbage med hjælp fra et virkelig ekstatisk publikum. Målstregen krydsede jeg i 2.43.24. Jeg er godt tilfreds med tiden til mit første marathon, og jeg er blevet meget klogere på dele, der skal optimeres, så jeg næste gang også kan være tilfreds med præstationen!

Løbeudstyr
Jeg løb i Brooks Ravenna 10 løbesko. Skoene har jeg løbet alle mine PR-løb i indtil nu. Skoene har jeg købt efter en løbsanalyse hos Runners Lab. Min singlet var fra Saysky – og jeg må virkelig sige, at det er en af de bedre. Den var super blød og let at løbe i under hele løbet. Til løbet havde jeg også sleeves & kasket på fra Saysky. Det skyldes, at jeg ville holde mig varm inden løbet, som startede tidligt om morgenen i cirka 8 graders varme. Mine sokker er fra Liiteguard, og du kan få min anmeldelse af dem her. Tights er fra Fusion, og dem er jeg rigtig glade for, da de har lommer.

Sådan gik det, da Klaus løb sit første marathon!

Tre grunde til du skal løbe Amsterdam Marathon


1. Arrangør med styr på alt fra A-Z
Marathonløbet var mit første internationale løb, og jeg må blankt erkende, at jeg var lidt usikker på, hvor godt løbet med 47.000 løbere ville være arrangeret. Arrangørerne, med hovedsponsor Mizuno i front, havde dog mildes talt styr på alt – lige fra afhentning af startnumre til udlevering af væske under løbet. Så er du på udkig efter et storbyløb, hvor logistik og sikkerhed er i top, kan du roligt booke datoen for næste års marathon. Er du mere til halvmarathon eller 8 kilometer, er det også muligt at løbe de to distancer den pågældende dag.


2. En hurtig rute
Ruten er hurtig og ideel til at løbe stærkt på. Den består af mange lige veje, hvor det virkelig er muligt at komme ind i en god rytme. En enkelt knold ramte jeg på den sidste del af løbet, men den var på ingen måde værre at passere end Limfjordsbroen i Aalborg. Eneste minus var starten af ruten, som med fordel kunne laves bredere. Jeg måtte i hvert fald ty til slalomløb og foretage et utal af overhalinger indenom de første 5 kilometer.


3. Fantastisk publikum
Skønt jeg var 7,5 times kørsel fra min hjemmeadresse, følte jeg mig på intet tidspunkt på udebane. De hollandske tilskuere og de andre fremmødte var virkelig gode. De hujede og hajede generelt under hele turen, og deres tilråb fik mig flere gange til at trække på smilebåndet og kvittere med flyvende highfives.

Har du spørgsmål, er du meget velkommen til at kontakte mig.


Tak fordi du gad at læse med