Jeg (Kasper) var for første gang, taget til London for at prøve kræfter med Royal Parks Half Marathon. Et løb jeg havde hørt meget godt om, fordi man får lov at løbe inde centralt i London, med en rute der bla. går forbi Hyde Park, Buckingham Palace, Trafalgar Square og Royal Albert Hall.


Jeg er en løber, der elsker konkurrencer og træner som oftest meget målrettet for at opnå så hurtige tider som muligt. Jeg elsker at løbe, og bruger ligeledes løb, som en form for mental afslapning, i en travl hverdag med arbejde og familie.

Tilbage til løbet i London. Efter ca 3 måneders målrettet træning frem mod løbet, skete det, som man altid frygter, som løber, nemlig at man enten bliver skadet eller bliver syg. Ugen inden løbet, fik jeg desværre en virus på lungerne, som gjorde at min deltagelse i løbet pludselig blev en smule usikkert. Men nu var startnummeret jo på plads, flybilletten købt og hotellet booket, så selvfølgelig skulle jeg afsted.

Dagen inden løbet, var jeg stadig meget i tvivl om hvorvidt kroppen overhovedet ville kunne løbe 21 km! Men der var ingen tvivl - jeg ville stille til start. På løbsmorgenen følte jeg mig en smule bedre, trods en del hosten, men ingen feber længere, så optimismen var tilbage:-) Efter en kort opvarmning, stillede jeg mig hen i startområdet sammen med de 16.000 andre spændte og håbefulde løbere. Strategien var klar, jeg ville ikke bruge de sidste 5 dages sygdom som undskyldning for et langsomt udlæg. Så planen var klar, jeg ville gå efter en tid under 1.15.00.


De første 5 km splittede jeg i 17.21 min., hvilket var en smule for hurtigt... Tror at jeg lod mig rive med af den gode stemning:-), så sænkede farten lidt, hvilket min krop satte rigtig meget pris på. Det var som om min krop manglede energi allerede efter 7 km, så prøvede at tanke op med en energi gel noget tidligere end planlagt, dog uden den store effekt. Jeg rundede 10 km i 35.42 min, stadig indenfor tidsplanen til at komme under 1.15.00 time. Men kunne godt mærke, at en negativ split (altså løbe sidste halvdel hurtigere end første halvdel) blev umuligt, kroppen var ganske enkelt FLAD!!

Tempoet begyndte langsom at falde, og fra at have holdt de planlagte 3.34 min/km på de første 10 km, kæmpede jeg nu de næste 10 km med at holde 3.40 min/km. Ruten fra 10 km og frem mod mål var virkelig hård. Det gik hele tiden op og ned, samtidig med at man hele tiden skulle dreje i skarpe sving, hvilket bestemt ikke gjorde det nemt, at holde tempoet oppe eller komme ind i en stabil rytme.

Efter 20 km lå jeg stadig til en top 10 placering, men en gruppe bagfra nærmede sig hastigt. Jeg blev ved med at sige til mig selv, at der kun var 1 km igen, men kroppen og benene ville absolut ingen ting og måtte se 3 løbere overhale mig på de sidste 800 meter:-(

Jeg endte på en samlet 13. plads i tiden 1.16.50 time. Lang fra målsætningen, men var super lettet og glad alligevel, for oplevelsen af at løbe rundt i London´s gader var en ubeskrivelig og smuk løbeoplevelse, som jeg sent glemmer.




Dette var blot en, af en række løbsbeskrivelser, som du fremover vil støde på her på hjemmesiden og i vores nyhedsbreve. Har du uddybende spørgsmål til Kasper, omkring hans halvmarathon i London, omkring hans måde at træne på eller måske omkring hans brug af udstyr, så kan du dagligt finde Kasper i Runners Lab - Trianglen.

Vi glæder os til at jer i vores fysiske butikker også!

Med venlig hilsen Kasper, Dorte og Peter Team Runners Lab