Costa Brava Stage Run

85 km med 3000+ højdemeter over tre dage langs Costa Brava i det nordøstlige Spanien fra kystbyen Blanes til Portbou ved den franske grænse. Et løb jeg for to år siden meldte mig til, uvidende om, hvilken fantastisk, lærerig og udfordrende oplevelse jeg ville få. Løbet er situeret i de smukkeste omgivelser, hvor vi det meste af de 85 km havde privilegiet af at nyde udsigten til middelhavet. Vi løb langs udfordrende klippestykker gennem skov samt ad stier, trapper og strande, der forbinder de små charmerende kystbyer. Det handler ikke kun om at løbe, men om at dele oplevelsen med de andre løbere, løbsarrangørerne og alle de frivillige. Man bliver hurtigt en del af et lille unikt fællesskab, som danner rammerne for løbets specielle stemning. Costa Brava Stage Run er et naturskønt, oplevelsesrigt og socialt etapeløb af den bedste slags.

    

   

Det summer subtilt i luften af gensynsglæde, latter og spænding. Jeg kan mærke, at flere løbere kender hinanden. Enten i forbindelse med tidligere udgaver af løbet, eller også deltager de sammen med familie eller venner. Mange har deres familier med som støtte, og selv har jeg min mand med. Noget løbsarrangørerne værner meget om. Løbet er relativt nyt og lokalt, og dem der står bag løbet bor selv i byen, hvor starten går. Løbet løftes af ildsjæle og frivillighed – mennesker som får løbsarrangementet til at gå på i en højere enhed. Selv fyldes jeg både med forventning og spænding, mens jeg kigger rundt på alle de andre løbere. Jeg forsøger at spotte specielt mine kvindelige medløbere og konkurrenter, og hvilken farve startnummer de bærer på maven. Farven der bestemmer, hvorvidt de løber 85 km eller 125 km langs kysten over de 3 dage. Hvorvidt de skal følge min distance. 85 km langs Cataloniens smukke Costa Brava, fra Blanes til Portbou.

    

    

Første etape

Vi går frem til startlinjen. Ten, nine, eight, seven, six, cinco, cuatro, tres, dos, uno. Sådan yndede de i øvrigt at tælle ned til starten på alle tre etaper. Startskuddet går, og vi eskorteres op mod første stigning op til Jardí Botànic Marimurtra. Mine nye Brooks Catamount giver mig god fart under fødderne, og jeg ender med at ligge et rigtig godt forspring. Adrenalinen pumper, og da jeg når toppen, finder jeg et godt flow. Jeg møder de mandlige løbere, som jeg mere eller mindre kommer til at løbe med de næste 3 dage. De fleste taler gebrokken engelsk, som med pulsen oppe kan være svært at tyde, nogen kun modersmål. Men vi løber. Vi løber sammen. Lige der i Spanien, hvor jeg har drømt om at løbe de sidste 2 år.

Euforien over endelig at være i gang afbrydes kort, da jeg på første nedløb falder og slår skinnebenet hårdt ind i en sten. Jeg overvejer kort, om jeg skal have mit obligatoriske førstehjælpskit frem fra min vest, da jeg kan se det bløde fra skinnebenet. Men jeg har alt for travlt med at komme videre. Så er vi ligesom i gang. Banen er kridtet skarpt op. Det her terræn er teknisk. Langt mere teknisk end jeg har forventet eller prøvet før. Og sådan fortsætter det resten af weekenden. Det var fedt, spændende og udfordrende!

   

   

Til min overraskelse ligger jeg stadig godt fremme i feltet. Jeg føler mig både stærk og selvsikker det meste af etapens 22 km. De 1000 højdemeter synes at behage mig, på nær de sidste yderst udfordrende 5 km. Den sidste del af etapen der eftersigende skulle være den mest barske del. Jeg løber i mål som den første kvinde. Første etape løber jeg i min letvægts trailsko, Brooks Catamount. Skoen giver mig både optimal støtte og sikkert greb på de tekniske op – og nedløb. Samtidig giver den mig mulighed for at sætte et godt tempo på lige strækninger. Skoen i sig selv byder op til fart med dens lette, stødabsorberende og responsive kvalitet. Jeg fandt den perfekt og yderst egnet til den kortere distance, hvor jeg gerne ville give den gas i sporene.

   

    

Der er skruet godt op for varmen i det spanske, og jeg forstår nu, hvorfor det er obligatorisk at bære både væske og energi. Jeg får brug for det hele på de to lange etaper. Både almindeligt vand og vand med energi er nøjsomt klargjort og placeret i min løbevest fra Salomon, som jeg bærer under alle tre etaper. Der er alt det, som jeg har behov for, for at kunne holde til de mange timers løb. Bagpå vesten er et rum, hvor jeg har pakket min telefon og det obligatoriske førstehjælpskit vandtæt. Alt det essentielle er i den vest. Alt det, der gør det muligt for mig at komme godt og sikkert gennem løbet. Alt udstyret har sin helt egen specielt planlagte plads, så jeg ved, hvor jeg kan finde det. Specielt i depoterne er det vigtigt, at jeg har hurtig og fri adgang til både vandflaskerne og min energi, så jeg hurtigt og korrekt kan bevæge gennem depoterne. Også grunden til valget af lige netop denne vest, hvor flaskerne sidder foran. Ligeledes er der plads til en væskeblære langs ryggen i vesten, hvis man er til det.

Anden etape

Kroppen værker og reagerer på gårsdagens strabadser. Første del er veloverstået. Nu gælder det et langt sejt træk. Løbets længste og nok mest opslidende etape. 35 km med 1100 højdemeter, og knap 10 af kilometerne på stranden med en enkelt vandpassage. Et strandstykke og en vandpassage der lige akkurat var nok til at skabe en modløshed, som jeg måtte overkomme. Kendetegnet for min anden etape er følelsen af sammenhold. Lige netop sådan en følelsen man bør få under løb som disse. Mine medløbere var uundværlige for mig, og omvendt var jeg uundværlig for dem. Jeg erfarede, at et løb som dette er ikke et sololøb. Det er en holdindsats. Vi skiftes til at trække hinanden op, og vi giver alle det bedste vi har. Jeg løber i min Caldera 5, da det er en behagelig, stabil og blød sko. Lige sådan en sko man gerne vil have på i mange timer. Jeg kæmper lidt med den efter vandpassagen. Den er tung, våd og føles mindre. Men frem bærer den mig. Den bærer mig helt frem til mållinjen, hvor jeg træt, lettet og med tårer i øjnene løber i mål som første kvinde. I mål efter en hård anden etape. Nok den hårdeste af alle tre etaper.

  

     

Tredje etape

Jeg sidder i bussen på vej til sidste etapes start. Jeg tænker, om det overhovedet er muligt for mig at løbe 30 km og 1000 højdemeter med så tunge og ømme ben. Da startskuddet lyder sætter jeg af mod den første voldsomme stigning og er den første løber på toppen. Herfra vi skal ned mod vandet igen. Efter første stigning løber vi en 10 km mere eller mindre flad strækning med små stigninger. Her kommer mine Brooks Catamount mig igen til gode. Skoen jeg taktisk havde valgt at løbe i på denne etape. Jeg føler nærmest, at de 10 km løber sig selv, og jeg ligger og løber et rigtig godt tempo med de hurtigste mænd på de 85 km. Jeg føler mig flyvende, og jeg mærker knap nok de ømme ben. Med knap 5 km tilbage af etapen påbegynder vi stigningen op af sidste bjerg, inden vi rammer den endegyldige mållinje for dette års Costa Brava Stage Run i grænsebyen Portbou. Nedløbet er stejlt, og nu mærker jeg trætheden i benene. I et lille øjebliks uopmærksomhed snubler jeg og vælter ind i kaktus. De mænd jeg har fulgtes med kommer flyvende ned af bjerget bag mig. De spørger mig hurtigt, om jeg er okay. Jeg genner dem videre med forsikring om, at jeg er okay. Denne hjælpsomhed er karakteristisk for mange af de løbere, som jeg stiftede bekendtskab med de tre dage. Dækket af kaktusplinter på den ene side af låret, fortsætter jeg de sidste par kilometer

mod mål. En af de forreste mænd, som allerede et par minutter forinden havde passeret mållinjen, løber mig i møde og eskorterer mig med opmuntrende ord i mål. En af de frivillige giver mig en highfive på vej ind i mål, og jeg hører mit navn blive råbt op. Endnu engang som første kvinde. Sammenlagt som den tredje hurtigste løber på de 85 km. Det har været den fedeste og hårdeste oplevelse!

   

   

Stemningen efter løbet er autentisk. Det summer af fest, glæde, kærlighed, lettelse og træthed. Hver og en der løber over målstregen fejres. Paellaen af den helt traditionelle slags steger og fylder sulte, trætte maver, mens de sidste tre dages succeser udveksles på kryds og tværs af løberne. Løbet centreres i den grad omkring det sociale, og det er det, der gør løbet så specielt. 

Udstyr

Noget jeg gik meget op i både inden og under løbet var nøje overvejelser omkring både sko og løbevest, da det for mig var det mest essentielle udstyr. Jeg medbrage to forskellige trailsko fra Brooks, som hver især har forskellige egenskaber. Caldera 5 er en neutral trailløbesko. Skoen er blød og behagelig at have på, samtidig med, at den giver en følelse af stabilitet og sikkerhed. Catamount er ligeledes en neutral trailløbesko. Den er oplagt til fart, da den er både er let og responsiv. Min Active SKIN 8 SET løbevest fra Salomon, er en løbevest med en specielt designet pasform til kvinder. Den indeholder både plads til to 500ml vandflasker samt væskeblærer på op til 2L. Derudover har den bagpå et rum, der kan indeholde regnjakke og andet essentielt udstyr. Den er let og sidder yderst behageligt.