Anmeldelse af Asics Glideride 2

63-thumb

Anmeldelse af Sofie Kildahl Møller.

Glideride modellen fra Asics må siges at være noget for sig selv med sin buede form, der giver dig en ret anderledes og rullende løbsoplevelse. Da Asics for et par år siden lancerede Glideride testede jeg den første model. Her blev jeg overrasket over, hvor glad jeg endte med at blive for at løbe i den ellers noget så anderledes løbesko. Derfor har jeg også glædet mig til at teste om Asics Glide 2 mon ville blive en lige så stor succes, og efter blot få ture kunne jeg sikkert svare JA!

Nu har jeg løbet en del flere ture i Asics Glideride 2, og her er en vurdering.

Anmeldelse af Asics Glideride 2

Glideride er skabt til at give dig et mere effektivt og energibesparende løb – dette grundet Guidesole teknologien fra Asics. En teknologi som der kræver tilvænning, men når du har vænnet dig til den lidt anderledes løbefornemmelse skoen giver, så bliver du vild med følelsen af at komme fremad på fødderne. Konstruktionen på sålen er kurvet og meget stiv, og det føles måske ikke helt optimalt, når du blot står i skoen og vipper frem og tilbage. Oplevelsen ændrer sig når du sætter i løb og mærker den hjælp du får med den glidende overgang fra hællanding til tåafsæt. Den rullende fodafvikling gør også at jeg føler min ankler og lægmuskler slapper mere af under løbet. Dette giver god mening, da skoens teknologi skulle medvirke til at reducere ankelflektion. Det er klart, at du vil fornemme skoens rul mere, hvis du oftest lander på hæl eller midtfod, som langt størstedelen af os gør. Lander du mere på forfoden er skoen stadig fed at løbe i, da det mærkes som der er en god stødabsorbering i skoens forfod, der giver et komfortabel løb, men som med sålens kurve og stivhed også hurtig tvinger dig til et afsæt.

Anmeldelse af Asics Glideride 2

Glideride 2 synes jeg føles mere komfortabel i overdelen og en smule blødere i mellemsålen end den tidligere Glideride model, så her føler jeg en forbedring. Ellers er min vurdering at oplevelsen minder meget om den gode fornemmelse i Glideride 1. Så min vurdering er at Glideride 2 blot er blevet en komfortbal udgave af den første model.

Baseret på Gliderides udseende vil man nok fristes til at tænke at en stack height sko som Glideride er superblød på samme måde som andre kendte stack height sko f.eks. Asics Novablast og Hoka modellerne, men det er altså ikke tilfældet med Glideride. I stedet er skoens sål nærmest lige så stiv som en sko med carbonplade. Men det er altså denne stivhed, som der sammen med skoens konstruktion guider dig fremad til et mere effektivt og energibesparende løb. Det gør også at skoen virker som en meget støttende neutral sko med en stiv hælkæppe. Derfor tænker jeg at den også ville kunne bruges af folk, som der løber med en mild pronation.

Jeg har testet skoene på lidt forskelligt underlag, og jeg vil mene de kan bruges på det meste underlag, men vil du have det fulde gavn af skoens buede teknologi, så er det asfaltvejene og fast underlag hvor skoen hører hjemme.

Skoen er i sin vægt ikke en let sko, når man sammenligner med andre lignende sko. Men på trods så føles Glideride på ingen måde tung at løbe i. Selv om skoen giver dig følelsen af et let og effektivt løb, så er skoen altså en klar mængdetræningssko og ikke en temposko.

Anmeldelse af Asics Glideride 2

Spørger du mig er Glideride 2 et glimrende valg, hvis du ønsker en sko til mange gode, behagelige og effektive kilometer på asfaltvejene. Personligt bruger jeg den som en nr. 2 mængdetræningssko, når jeg synes de ”almindelige løbeture” trænger til lidt forandring med den rullende, sjove og anderledes løbefornemmelse skoene giver.